Byggeriet tog udgangspunkt i det omkringliggende miljø, som bl.a. består af en stor gulmuret skole, med mørke vinduespartier og mørkt træværk. Det omkringliggende grønne miljø og træer blev bevaret i det omfang der var muligt. Der blev etableret gode parkeringsforhold, såvel som ladestation til el-biler. Oprindeligt var der indtegnet et tankanlæg, men det var ikke muligt at etablere et samarbejde med en leverandør til benzin og diesel. Der blev foretaget vurdering fra adskillige selskabet, men ingen af disse kunne se en forretning i at have et tankanlæg i byen. Butikkens tegning blev udarbejdet efter inspiration ved flere butikker, samt i dialog med adskillige købmand, for at sikre den mest optimale drift for butikkens medarbejdere, og for at optimere butikkens salgsareal og fremtidig brug.
I omgivelserne omkring bygningen blev de høje træer mod nord og vest bevaret, og der blev bygget en fin terrasse mod syd med borde og stole. Der er etableret en grøn støj/jordvold mod nord for at dæmpe den begrænsede støj fra butikkens køleanlæg. Disse er placeret mod vest, dvs. væk fra Østkystvejen og nærmeste beboelse på denne side.
Kørselsforhold
Der er ind- og udkørsel for handlende fra Østkystvejen, således at trafikken på Ny Skovgårdsvej bliver begrænset – og der laves en gangsti fra skolen og skolens nordlige parkeringsplads over til butikken. Der er opsat særlige skilte, som gør opmærksom på at man kører i et område med børn/skole.
Varelevering – og levering af bagerivarer sker via indkørsel på Østkystvejen – og udkørsel bagom bygningen og ud på Ny Skovgårdsvej. På den måde undgås bakkende lastbiler, som får et godt og frit udsyn, når det kører fra butikken. De fleste leveringer vil dog ske i et tidsrum, hvor der ikke er meget trafik eller aktivitet i området.
Plantegning
Butikkens plantegning tager udgangpunkt i en butik, som allerede er bygget i Troldhede. Butikken i Troldhede er designet af Dagrofa. Den kommende butik i Voerså er tilrettet med de ønsker og de forbedringsforslag, som er kommet fra købmanden i Troldhede, samt de inspirationsture, som arbejdsgruppen har taget til forskellige butikker, således at den kommende butik har de mest optimale drift og personaleforhold.
F.eks. er der en gennemgang til kontor, flaskeautomat og personaletoilet og kantine, placeret tæt på butikkens kasselinje, således at personalet hurtigt og nemt kan komme til og fra kasselinjen. Der bliver god plads til vareindlevering og generelt god lagerplads, så der bliver plads til mange gode tilbud.
Butikken kommer til at have et flot salgsareal på knap 500m2, som vil give et godt og bredt sortiment, herunder med lokale råvarer.
Servicefunktioner
Butikken er tiltænkt som mere end en indkøbsmulighed – det skal være et fælles samlingssted, hvor det vil være muligt at mødes til kaffe/kage med sine naboer for hele området.
Derfor er der ved indgangen bygget et mindre café miljø, og der er opsat en udendørs infoskærm, hvor man kan følge med i alle de aktiviteter, som sker i lokalområdet.
Butikken tilbydere lettere forplejning og færdigretter, samt friskbagt kager og brød fra Håndværksbageren i Sæby.
Der er pakkeshop til Bring, DAO, GLS og Post Nord, så du kan indlevere eller afhente din pakke – på samme måde som man kan hente sin medicin i butikken. Købmanden har også oprettet et særområde med lokale varer – så du kan købe diverse lokale ting f.eks. blomster, grøntsager, honning, kød mm. Meny i Dronninglund leverer også fine varer fra deres delikatesse afdeling.
Sol & Strand har et mindre kontor i bygningen, som dermed bedre kan servicere gæster og sommerhusejere i hele området. læs mere om partnerskabet med Sol & Strand på https://www.butikshus.dk/sol-strand-ferie-med-det-gode-hjerte/